Optur og nedtur

Jeg er gået rigtig til den de sidste par måneder mht til motion. Cykle næsten hver dag til arbejde, 14 km. Løbe 3-4 km 2 gange om ugen. Svømme 1 km 1 gang om ugen. Og så det nyeste og sjoveste, selvom jeg ved, det er forfærdeligt: 2 timer zumba og zumba toning (med vægte) i træk en gang om ugen.

Men... så gik det så også galt. Til zumba sidste gange fik jeg så ondt i foden, og det viste sig at være en hælspore, der også betød, at jeg fik ondt i det modsatte knæ, fordi jeg gik forkert. Så nu er den så gal på anden uge, og jeg kan kun cykle og svømme. Det er bare så tarveligt.

Til sygehuset igen

Afsted igen. Denne gang til samtale om sygdommen og mit videre forløb.

Husk at spørge om:

Er mit tilfælde mildt eller kronisk?

Hvilke af organerne er ramt?

Kan jeg gøre noget ved min livsstil, der hjælper?

Hvordan har jeg fået sygdommen?

Hvad skal jeg lægge mærke til af forandringer?

Medicin? Hvor længe?

Skal jeg massere mit operationsar?

Virtuel identitet - rollespil

Er der ikke nogen, der kender et online rollespil, hvor man ikke skal slås?
Men der skal ske noget. Second World er kedeligt. Der skal bare bruges penge. Sims er også kedeligt.

Svært

Havde krise forældremøde i torsdags. Ikke sjovt. Alt var et problem. Jeg må være fuldstændig uduelig. Selv min sygdom var et problem.
I fredags græd jeg, inden jeg skulle på arbejde.
Jeg vil noget andet med mit liv. Ligesom så mange andre. Men hvad? og især hvordan?

Diagnose

Efter at have ventet og ventet ringede jeg selv til sygehuset og bad om resultatet af min undersøgelse, og det fik jeg så.
Jeg har, som allerførst antaget, sarkoidose.

Endnu en underlig sygdom der rammer hele kroppen lidt i flæng, og som man ikke ved, hvorfor man får.
Forløbet er alt fra mildt, der kan gå over af sig selv efter nogle år, til kronisk med ret alvorlige symptomer.

Jeg skal snart på sygehuset for at planlægge mit videre forløb. Så kan det være jeg bliver lidt klogere. Lige nu har jeg alt min viden fra nettet.

Billedet illustrerer, hvilke organer sygdommen kan ramme, og hvor tit det sker. Jeg er jo ramt i hverttilfælde i lymfekirtlerne mellem lungerne og sandsynligvis også i leddet ved mit ene knæ (selvom det heldigvis lige nu er i ro).

Min far

Min far døde i dag for 2 år siden. En dag vil jeg måske skrive mere om det, men nu vil jeg blot fortælle, at jeg er på vej hjem til min mor. Min søster og jeg kom også sidste år denne dag og holdt hende med selvskab. Det er ikke for at højtidliggøre dagen, blot for at få den til at gå. Og så ligger den åbenbart et tidspunkt på året, hvor det kan lade sig gøre. Hans fødselsdag ligger isommerferien, og det giver problemer.

Vi skal ud og spise, og sidste år var det rigtigt hyggeligt. Vi snakker MEGET.

Hobbys

I dag har jeg skiftes mellem at lave rust på bilen, hvor jeg for første gang har prøvet at svejse, og at strikke løs og øve alle mulige mønstre. Sjov kombi.

Sådan ser det så ud

og nej, jeg er ikke glad. Det er ikke, fordi det er slemt i sig selv. Det er, fordi det er der, hvor det er.

Næste uhyggelige er, når jeg får svar på de prøver, de har taget.

Spild

Nu beklager jeg mig igen.
Meget skidt kan man sige om TV2 blog, men havde jeg skrevet så mange indlæg, havde jeg bestemt fået nogle kommentarer nu.
Her er der flere, der ved et uheld rammer min blog, men det er indlysende, at de ikke læser den. Jeg mærker det selv, når jeg trykker på "næste blog", så skanner jeg lige ned over den (som iøvrigt for det meste er på engelsk", og så klikker jeg videre, fordi jeg ikke føler noget fællesskab. Jeg oplever ikke at være i et fælles rum sammen. Derfor virker det heller ikke indlysende at svare, tværtimod virker det anmasende.

Altså med andre ord så skriver jeg kun til mig selv. Hvis der skulle komme en enkelt læser forbi dette indlæg, så skriv gerne om du kender andre steder at blogger, der er bedre.
Jeg har bestemt at holde ud i en måneds tid her. Så kan ingen sige, jeg ikke gav det chancen. Nu må vi se, om jeg kan holde det.

En slange symboliserer både synd og helbredelse.
Bare som en lille kommentar til min krops situation i øjeblikket.

En kryster og kantareller

Jeg har fjernet mit store plaster her til aften. Både min mand og min ene søn så helt forkert ud, da de så det, så jeg skal ikke nyde noget.
Jeg er, helt uretfærdigt, vred over det.

Det kommer af indlysende grunde ikke noget billede af min hals her. Istedet er her et billede fra min første kantareltur i Sverige fra dette efterår. Det var fantastisk og skal bestemt gentages fremover.

Ovndampet torsk

Jeg synes bare de så så flotte ud.

Ensomhed

På vej hjem igen. Kl. 10. Har lidt feber og lidt ondt.

Jeg følte mig så ensom på hospitalet. Ingen, absolut ingen, snakkede med mig. De målte blodtryk mm. nogle gange men ellers lå jeg helt alene. Ingen information, ingen omsorg.

Og lægen der kom her til morgen var til grin. Han sagde heller ikke noget, men kikkede bare ned på mig, og så måtte jeg ellers spørge. Og svarene var så korte som overhoved muligt. Da han så svarede, at jeg kunne tage hjem i dag, var jeg ude af døren på knap en halv time, selv jeg på ingen måde følte mig klar.

På benene igen

Nu har jeg fået en morgenkåbe på og har været ude på gangene og gå en tur. Jeg har lidt feber og er stadig øm i nakke, hoved og hals, men det går. Min svigermor har meldt sin ankomst i morgen. Det er både hyggeligt og lidt for meget. Jeg må ringe efter stuegang i morgen og prøve at tale hende fra det. Det bliver ikke nemt.

Så er man tilbage ved computer og fjernsyn

Orienteringsløb

Jeg var til årets første orienteringsløb i går sammen med min søn. Det er andet år, jeg er med, og det er skønt.

Billedet er fra avisen og taget sidste år. Her starter man med at tilmelde sig og få udleveret kort.

Overstået...

sådan da.
Det tog alt i alt ca. to timer. Jeg havde ondt, da jeg vågnede, men det er lidt bedre nu.
Har endnu ikke kikket på min hals, så her er min hånd.

Tid til at putte... nej operation!

Processen med at sætte billeder på her er lidt besværlig, for billederne tager jeg med mobilen, og så går jeg på computeren og skriver og redigere. Det er bedst.

Min stue

Heldigvis fik jeg sengepladsen. Her er udsigten fra 10. sal.

Nu har jeg snakket med en læge og skal tilsyneladende afsted lige straks..... uha uha.

Dagen er kommet

.... for min lille bitte operation, som jeg alligevel er så bange for.

Jeg vil lade jer (hvem det så ellers skulle være) følge dagen i billeder så langt tid, jeg orker.




Møder kl. 9

til blodprøve

Videre til samtale med sygeplejerske

Mig før operation.
Jeg fik denne diamant i går af min svigermor som en slags held og lykke. Det var hendes egen. Meget sødt gjort.

Strikkeaften

Vi har startet en strikkeklub på mit arbejde. Det lyder slemt - synes jeg - meget gammeldags og kedeligt. Men det er det ikke. Det er super hyggeligt. Vi er mange, kun kvinder, og der snakkes! Og strikkes.

Jeg kan strikke lidt men har aldrig rigtig lavet noget. I efteråret er jeg så blevet lidt bidt af det og har lavet to ting, men ingen af dem færdig. Det første er strandet på at skulle sy/strikke det sammen. Det har jeg ikke lige fået gjort. Det andet blev kun halvt færdigt, så kunne jeg ikke finde ud af de rigtige masker, selvom jeg tog youtube til hjælp.

Nu er jeg startet på bare at strikke derudad uden opskrift eller mål. Det er processen og ikke produktet, der tæller for mig åbenbart. Jeg øver mig.

Jeg har dog et ønske. Det er at strikke en meget smuk kjole fra bogen Close af Lisa Renner, som jeg desværre ikke kan vise jer et billede af. Hele bogen er nu fyldt med smukke ting. F.eks. denne her:

Operation

Nå, men altså.
Tuberkulose var det jo så ikke. Det betyder så desværre, at der ingen vej er uden om en kikkertoperation, hvor man fjerner en lymfekirtel ved spiserøreret. Det hedder en mediastinoskopi.
Jeg skal indlægges på Odense Sygehus på mandag og formodentligt til onsdag.

Mediastinoskopi - rart ser det jo ikke ud

Der er vel ingen grund til at skrive, at jeg er skrækslagen. Helst undlader jeg at tænke for meget over det, og derfor vil jeg heller ikke gå at for tæt på mine følelser her på bloggen. Jeg er selvfølgelig bange for selve indgrebet og for narkosen, men jeg er også forfængelig, og derfor er jeg ked af, at et sted på kroppen, jeg rigtig godt kan lide, bliver skamferet. Det er jeg helt ærlig ret ked af.

Det er sådant et smuk sted - men det er ikke mig her!

Det væsentligste og mest skræmmende er selvfølgelig, hvad jeg egentlig fejler. De kikker jo også efter sygdomme, ingen vil fejle.

Bortset fra det så har min chef givet mig fri hele ugen, og det er jo fint.

Himmellanterner

Dette nytår havde vi været heldige at falde over nogle himmellanterner. Meget hundevenligt fyrværkeri. De var superflotte, når de fløj ud over havet, og ligesom månen spejlede sig i det mørke vand.

Vi vil gerne selv lave nogle, men vi skal finde noget papir, der ikke brænder særligt godt. De lanterner, vi havde købt, brændte ikke, selvom ilden ofte ramte papiret.

Billedet er ikke så godt - det skal ses i virkeligheden.