Nyt design

Noget måtte prøves. Det blev nyt design. Hvorfor?
Jeg savner læsere. Jeg savner kommentarer. Men det kræver selvfølgelig, at jeg skriver noget væsentligt og velskrevet. Måske finder jeg aldrig ud af det.
Jeg har kikket lidt på andre blogge, men endnu ikke selv kommenteret. Der er mange blogge om mad og kreative projekter så som strikning og patchwork. Der er selvfølgelig også blogge om dyr. Jeg må kikke noget mere, men det kniber med tiden.

Et af mine yndlingsbilleder af Sally Mann.

At være barn i folkeskolen

Da jeg var barn, gik jeg som alle børn i skole. Jeg startede glad første skoledag i en klasse med min to bedste venner fra min vej. Den ene ven var en dreng, som jeg holdt rigtig meget af. Desværre var han en lidt særpræget dreng. Ikke som de andre. Måske lidt tung i det. Men det vidste jeg ikke. Han og jeg legede fantastiske lege sammen. De andre børn opdagede det dog hurtigt og slog ned som høge. Hans liv i skole blev et helvede, og jeg stod last og brast med ham. Det betød selvfølgeligt, at jeg også blev mobbeoffer. Efter nogle år flyttede min ven klasse. Det var et klogt træk, for han fik det meget bedre, men livet blev ikke bedre for mig. Jeg var sat i bås, og nu har jeg også alene.

Hele min tid i folkeskolen var jeg udenfor. Jeg fik en outsiders adfærd. Holdt mig for mig selv og satte en ære i at være anderledes. Men det var meget ensomt, og jeg fik slet ikke udviklet mine sociale kompetencer, som det hedder så fint i dag.

I gymnasiet fik jeg meget bedre, og jeg er ikke på den konto et nedbrudt menneske. Jeg er dog stadig noget ensomt, da jeg stadig har svært ved at få venner. Lige pt. har jeg ingen udover min familie, og dem min man dukker op med.

Mine børn har været gennem samme historie. Der er altid nogle børn, der gør, hvad de kan for at få andre børn ned med nakken – og det lykkes. For min ene dreng hjalp det at flytte skole, for den anden blev det nærmest bare værre. Var det deres skyld? Var det min? De var nok lidt for bløde til at starte med. Men livet skal nok sætte os på plads.

Som skolelærer oplever jeg, at uanset hvor umage jeg gør mig. Hvor meget jeg end arbejder med fælleskab og respekt, så er der nogle af ”mine” børn, der ikke trives sammen med de andre børn. Der er måske ikke aktiv mobning, men der er udelukkelse, og jeg kan intet gøre.

Måske er det hele folkeskolen som institution, der er forkert opbygget. Måske kan man næsten ikke andet end mistrives der. Og når børn mistrives, reagerer de ofte negativt over for andre børn.

Måske er det hele vores samfund, der er råddent. Med mennesker fyldt med sorg, som skal afreagerer negativt over for deres omgivelser.

Min barndoms skole

Carpe Diem

Min far døde for snart 2 år siden. Han fik bygspytkirtelkræft. Det dør man hurtigt af. Han havde altid frygtet præcis den død, han fik. Det var ikke spor sjovt.

Hans død fik mig til at tænke anderledes. Jeg har altid ubevidst troet, at hvis nu man er så uheldig at skulle dø for tidligt af en eller anden lortesygdom, så blev man ligesom advaret i tide. Så kunne man skynde sig at nå nogle af de ting, man manglede. Jeg tror, jeg har set for mange dårlige amerikanske film. I stedet fandt jeg ud af, at når først man har fået sådan en diagnose, så er det for sent. For det første er man formentlig så syg, at man slet ikke kan f.eks. rejse, og for det andet så mister man glæden ved de ting, man måske lige kan nå. Sådan gik det i hvert tilfælde min far.

Jeg har ellers aldrig gået så meget op i det med at leve livet i nuet. Jeg synes nemt, det bliver lidt for smart. Jeg har dog i praksis altid ment, at det vigtigste er at have det rart. Hver dag prøve at have det rart. Jeg er da heller ikke den store slagsbror, og min mor lærte mig, at man aldrig skal lave solen gå ned over sin vrede. Det kan desværre godt give lidt konfliktskyhed. At forsøge at have det rart kan også forveksles med dovenskab. Der er bare så mange dag i ens liv, der ikke er så rare helt af sig selv, så hvis man kan få en god dag nu og da, skal den så ikke tages?

Drømmen om Afrika

Jeg har en drøm. Eller jeg har altid haft en drøm. En drøm om at komme til Afrika. Da jeg var barn, læste jeg alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om Afrika, eller rettere sagt om dyrene på Afrikas savanner. Det var især løverne, der trak. Senere blev interessefeltet udvidet og indsnævret, og faktisk startede jeg på universitet med en drøm om at blive zoolog og rejse til Afrika og studere de vilde dyr.

For at gøre en lang historie kort så blev jeg aldrig zoolog og har endnu aldrig været i Afrika. Men jeg har stadig interessen for naturen og bruger den både privat og i mit arbejde, og jeg vil stadig super gerne til Afrika. Især Serengeti Nationalpark må jeg besøge.

For et par år siden gik jeg i gang med at løbe og tabe mig. Da det gik allerbedst svømmede, cyklede og løb jeg et tricross. Jeg følte mig fysisk på toppen. Her vågnede en ny drøm. Jeg ville bestige Kilimanjaro. Det kræver en rimelig fysik og tager ca. 10 dage, og bagefter tager man så på safari på Serengeti-sletten. Desværre er det meget dyrt, og min mand var ikke henrykt, så vi kastede os ikke just ind i flyveren. Siden stødte forskellige dårligdomme til, som har gjort udsigterne lidt lange. Jeg har dog ikke opgivet endnu.

På vej til sygehuset

På vej i toget til sygehuset. De ville absolut se med egen øjne. Nu må vi så se, hvad de kan se.
Jeg fik lov at låne min søns computer, da min egens batteri ikke virker mere. Det bliver spændende at se, hvilke  billeder til bloggen, den kan bidrage med, ellers må jeg jo selv hente nogen på nettet. Jeg kan godt lide at have et billede til, også selvom det måske ikke har så  meget med teksten at gøre. Det er bare for at shine det lidt op.
Efter ingen besøg i går og kun to meget sene natindlæg i går, har jeg fået lidt morgenbesøg som gevinst på natteindlæggene. Jeg har stadig ikke fået svar på, hvordan I ser, at jeg har lavet nye indlæg, så giv endelig lyd.
Nu siger de i højtaleren, at jeg skal skifte tog, så jeg smutter...

Det viste sig, at sønnen ingen billeder havde (ny computer), så jeg fandt et passende på nettet.

Skal - skal ikke

Dagen i dag står på sygehus igen. Jeg skal ind og have målt det lille runde mærke, jeg har fået efter en indsprøjtning med TB-virus. Hvis det er over 1 cm i diameter, så har jeg, hvis ellers blodprøven, som jeg først får svar på om nogle dage, også er postivt, tuberkulose.
Nu er spørgsmålet, om jeg gider at bruge 3-4 timer på at tage på hospitalet, når jeg selv kan se, at mærket højst er 7 mm. Det føles som spild af tid.
Jeg ringer nok derud og spørger, men hvis de siger, jeg skal komme, så bliver jeg jo nok nødt til det.

Det lyder underligt at sige, men jeg ville jo faktisk gerne have haft, det var TB, for ellers er det måske bare værre. Men det er det jo så tilsyneladende ikke. Det er noget møg, for nu siger de jo så, at jeg skal have denne minioperation, som jeg ikke vil have. ØV.

Volvo-veteran

Jeg lovede et billede af min gamle Volvo. Det er en Volvo PV544 også kaldet Duett fra sidst i 50'erne (har i skrivende stund glemt det præsise årstal). Den kan starte men ikke køre... endnu. Det er selvfølgelig meningen, at den skal laves. Den har også fået sin egen garage, indtil vi går igang til sommer.

Hjælp nybegynderen

Jeg kan jo se, at hvis jeg ikke får skrevet nogle indlæg som i dag, kommer der absolut ingen ind og ser min blog. Lige så snart jeg har skrevet lidt, så kommer der liv i kludene.

Hvordan opdager I mine nye indlæg? Hvor finder jeg jeres?
Skriv et lille svar til mig. Tak.

Lene

Billedet er fra november sidste år.

At fyre med brænde

Ny dag er rullet ud. Min mand og jeg har været ude og save og hugge brænde. Vi varmer kun huset op med to brændeovne.
Vi har udelukket fyret med brænde i godt 10 år. I starten blev al brænde savet med løvsaven, men i dag er min mand dygtig med motorsaven. Ungerne er stærke og dygtige til at huggebrændet,  så det fungere fint. I dag synes jeg faktisk, det er ret hyggeligt at sørge for brænde. Det får også en lidt ud i den friske luft selv på en dag med lortevejr.
Det værste med brænde er, at det sviner sådan indenfor. Det ligger altid brændefnuller i god omkreds om ovnene, og generelt bliver her hurtigt støvet i hele hjemmet.

Vi har flere gange overvejet alternativer. Da vi købte vores ret store hus (det er en gammel arbejderbolig til 8 familier), købte vi rør og radiatorer, så vi kunne få centralvarme, men vi er aldrig kommet længere med det projekt.

Allerhelst vil vi gerne have varme og strøm fra vedvarende energikilder. Vi var meget tæt på at få en husstandsvindmølle, men efter et besøg hos en ejer af en sådant, turde vi ikke kaste os ud i det, da han sagde, at det slet ikke løb rundt.



Hver 3. år køber vi mere brænde



Brødrene Løvehjerte

Min absolut yndlingsbog. Jeg har læst den mange gange for mine børn i skole, og jeg græder hver gang. Og selvom bogen er uden sidestykke, så holder den gamle film også.

God fornøjelse

Spilleaften

Mine børn og mand fik brætspil i julegave. Derfor har vi hver aften spillet. Det er hyggeligt bortset fra, når de skændes. Og det sker med mellemrum.
Vi spiller "Fuld af løgn", som faktisk er lidt sjovt, og jeg er inponeret af mine børns ordforråd, når de skal finde på opdigtede historier om underlige love i USA eller filmplots. Det er garanteret det, at de læser så meget, som hjælper dem.
Og så spiller vi Tegn og Gæt, hvor jeg næsten altid vinder :). Det er et altid et godt spil, men det giver desværre også en del konflikter.

Nu kalder det næste spil, så jeg er løbet.

Min veteranbil

Ja, egentligt kaldes det ikke en veteranbil men en vintage-bil. Den er nemlig ikke 50 år gammel endnu. Altså min SAAB 96 fra 1970. Den hedder Løvfrøen. Det er dens forige ejere, der har døbt den. Det er ikke svært at se hvorfor.
Egentlig bryder jeg mig slet ikke om biler. De forurener og slå ihjel og giver dårlig motion.
Jeg fik som mange andre kørekort som 18. Dengang troede jeg, at jeg skulle til Afrika og studere dyr og derfor behøvede at kunne køre en Landrover ud over savannen. Min første bil fik jeg først for ca. 10 år siden, og siden har vi skiftet bil ca. hvert andet år, da alle vores biler er 15-20 år gamle. Vi bor på landet og slider godt på dem, så vi har snart prøvet lidt af hvert. Men i bund og grund er bilen stadig et nødvendigt onde... altså indtil vi fik en svensk husven. Han havde selv en gammel, gammel Volvo (hvad ellers?), og inden vi havde set os om, så havde jeg fået købt mig denne gamle SAAB for 3000 kr og blevet lidt lun på den også.
Jeg har brugt den en del til at køre på arbejde, men nu står den i garage (bygget specielt til denne bil) og venter på at få ordnet rust mm. Det kan kun lade sig gøre med sådan en gammel bil, fordi vi har vores egen private svensker, som eeeeelsker at lave biler (altså svenske biler selvfølgelig).
I et senere indlæg vil jeg vise dig den næste nyerhvervelse, men jeg skal lige fixe et billede først.

Løvfrøen

At være folkeskolelærer

Jeg elsker at være lærer.
Jeg elsker at undervise. At fortælle, forklare, undersøge, hjælpe. At opleve børnene være optagede, engagerede, nysgerrige, spændte, kreative, eksperimenterende.
Jeg elsker at opleve børn lære at læse.

Jeg elsker at være sammen med børnene.
Jeg har de helt små. De er sjove, søde, glade, krævende, fyldt med liv og energi. Hvis jeg kommer trist i skole, bliver jeg hurtig glad, men jeg kan godt være meget træt, når jeg går hjem.

Jeg hader at være lærer.
Jeg hader politikkerne, der tror, de løser noget som helst ved skære ned på ressoucer, på timetal, på forberedelse, på efteruddannelse, antal skoler, specialundervisning, ansatte skolepsykologer, lejrskoler. Og op for test, karaktere, antal elever i klasserne, rummeligheden over for vanskelige børn, dyre konsulenter og smarte projekter udefra.

Jeg hader inkompetente ledere, der er mest optaget af sit image og sin egen navle, og som klynker og bryder psygisk sammen, hvis nogen antyder, noget kunne gøres bedre.

Jeg hader medier, der hele tiden fortæller om dovne og inkompetente lærere, og gang på gang kommer med usaglige påstande om f.eks. lærerne, der gennemsnitligt kun underviser 11 timer om ugen.

Jeg hader forældre, der skubbet af politikkere og medie, fuldstændigt har glemt at skole/hjem-samarbejde bygger på gensidig respekt og tillid og ikke på kontrol og utidig indblanding og ligegyldig kritik. Der er så optaget af deres eget barns velbefindende, at fællesskabet kun er til besvær, og som går i selvsving, hvis datteren en enkel dag ikke har lyst til at gå i skole, fordi hun ikke sidder ved siden af bedsteveninden.

Lige nu er vægten ved at tippe den gale vej for mig og for mange af mine kollegaer.

En god dag at være lærer

Hospitalsangst mm.

Jeg lider af hospitalsangst og endnu værre af tandlægeskræk.

Jeg tror især, det er manglen på egen kontrol, der skræmmer mig. Eller også er det mit problem med at takle det ubehagelige.

Tandlægebesøgene går der ofte 10 år imellem. Jeg fødte begge mine børn hjemme. Hospitalstiderne glemmer jeg (helt alvorligt glemmer). Medicin får jeg aldrig rigtig taget.
Jeg er en meget besværlig patient.

Det må være skæbnen, det gør, at jeg allerede har en kronisk sygdom og nu slås med endnu en diagnose.

Liv efter døden

Da jeg var barn, drømte jeg engang en lang drøm, som jeg siden har kunne huske, fordi jeg dengang skrev den ned.
Jeg vil fortælle om den ganske kort.

Jeg døde og kom op i himlen. Her stod vi og ventede i en lang række. Jeg blev forelsket i en dreng med mange krøller, der også stod og ventede. Vi kom forbi et spejl. Da jeg så mig i spejlet, kunne jeg se, at jeg var død af tuberkulose. Jeg var helt sort omkring øjnene. Drengen var død af noget med narkotika.
Så blev vi fordelt i himlen. De "gode" blev vist til rum uden døre. De "onde" til rum med døre, så man ikke kunne se og høre det forfærdelige derinde. Jeg kom i et rum uden døre, drengen kom i et rum med døre!

Heldigvis var de gode og onde sammen om dagen, men alligevel var det alt i alt en ulykkelig kærlighedshistorie.

Test for tuberkulose

Nu er jeg på vej til sygehuset. Gang i mobiltelefonen igen.
Jeg skal hen og have taget en blodprøve og lavet en hudprøve, som skal påvise, om jeg har tuberkulose.
Jeg har gennem længere tid haft symptomer, som lægerne ikke kan finde ud af, hvad skyldes. Jeg har været gennem flere undersøgelse uden resultat. Den seneste teori lyder på tuberkulose, men den forløbige test, de har lavet var negativ, så jeg tvivler.

Som tingene ser ud lige nu, skal jeg vist håbe på tb, da det kan helbredes, og alternativerne ikke er så rare.

Hvis ikke disse tests giver resultat, så skal jeg i narkose og skæres lidt i, og det vil jeg bare ikke!

Svaret på prøverne får jeg vist tidligst om en uge.

Mosaik fra Rom. Jeg er vildt med mosaikker.

Sengetid

Har opdaget at tiderne, som bliver skrevet her, ikke passer med mine tider. Det er da noget rod.
Klokken er hos mig lige nu 1.36 om natten. Vi er lige gået i seng. Vi har alle juleferie ugen ud, men i morgen skal jeg tidlig afsted til sygehuset, så sengen kalder alvorligt.
I øjeblikket slutter min mand og jeg altid af i sengen med at ligge med hver vores mobiltelefon og spille et kvarters tid. Nu kan jeg jo så poste et lille godnatindlæg i stedet.
Godnat - og et lille hyggeligt godnatbillede i tilgift.

Mobilblogging

Så skal det lige prøves at blogge fra mobilen. App'en fungerer fint, men det er så rasende besværligt at skrive på en mobil, så det bliver meget begrænset, jeg får brugt denne mulighed.
Det er egentligt ærgeligt, for mobilen er altid med mig. Jeg har, når det kommer til stykket, sjældent ro og tid til at gå på computeren.
Ikke så smart, når man går i gang med at blogge.

Radiohead

Til sommer skal hele min familie til koncert med Radiohead i Berlin.

Mere sludder for en sladder

Jeg vil super gerne skrive noget klogt og interessant her, men jeg tror desværre ikke, det bliver i dag. Der er for meget forstyrrende familie omkring.
Lige nu planlægger manden, at vi skal se en dvd, så det gør vi nok snart.

Kort om mig:

Mand, to store børn, hund, katte, eget hus, skolelærer.

De få ord indeholder jo i virkeligheden en mængde af informationer, men på papiret ser det jo vildt ordinært ud. Det kan man vist få de fleste til. Selv grumme skæbner kan fremtræde ordinære.
Skidt med det. Jeg må bevise min værdi som blogskribent hen af vejen.... måske.

Her bor jeg.

2. juledag

Jeg ville godt skrive en masse lige nu, men jeg skal snart være lidt for min familie.
Jeg har fået en romaskine, og den vil jeg også gerne prøve sammen med et rygtræningsprogram, jeg gav mig selv midt i julegaveindkøbene.
Derfor får bloggen lov at hvile en lille times tid. Og imens har man jo lov at håbe på en enkel læser.



Det er faktisk mig til mit eneste triathlon forrige sommer



Alting skal starte et sted...

og her starter mine bloglege.
Jeg har kun lidt erfaring fra TV2-blog. Jeg har mange spørgsmål til mediet.
Lige nu er der to, der presser sig på.
Det ene er, om der slet ikke er en fælles forside, hvor man kan se andres blogindlæg dukke op lige så snart, de bliver udgivet. Det ville være rart at kunne følge med på den måde.
Det andet, som knytter sig lidt til det første, er, hvordan andre finder min blog, for jeg skriver jo ikke kun for mine egne øjne.
Med andre ord er denne blog en legeplads, der måske åbner dørene for mere.

Jeg ville være taknemmelig, hvis du, en eventuel læser, vil skrive en lille kommentar til mig blot for at holde mig med selskab.

Med venlig hilsen Lene

Jeg bruger ofte fugle som sindsbillede. Her er det en aftenfalk.