Hans død fik mig til at tænke anderledes. Jeg har altid
ubevidst troet, at hvis nu man er så uheldig at skulle dø for tidligt af en
eller anden lortesygdom, så blev man ligesom advaret i tide. Så kunne man
skynde sig at nå nogle af de ting, man manglede. Jeg tror, jeg har set for
mange dårlige amerikanske film. I stedet fandt jeg ud af, at når først man har
fået sådan en diagnose, så er det for sent. For det første er man formentlig så
syg, at man slet ikke kan f.eks. rejse, og for det andet så mister man glæden
ved de ting, man måske lige kan nå. Sådan gik det i hvert tilfælde min far.
Jeg har ellers aldrig gået så meget op i det med at leve
livet i nuet. Jeg synes nemt, det bliver lidt for smart. Jeg har dog i praksis
altid ment, at det vigtigste er at have det rart. Hver dag prøve at have det
rart. Jeg er da heller ikke den store slagsbror, og min mor lærte mig, at man
aldrig skal lave solen gå ned over sin vrede. Det kan desværre godt give lidt
konfliktskyhed. At forsøge at have det rart kan også forveksles med dovenskab.
Der er bare så mange dag i ens liv, der ikke er så rare helt af sig selv, så
hvis man kan få en god dag nu og da, skal den så ikke tages?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar